Træpleje
SÆBE-
BEHANDLET
TRÆ
Sæbebehandlet træ fremstår smukt og naturligt.
Sæbefedt er vandopløseligt, og derfor bør sæbebehandlede flader hyppigt plejes med en sæbeopløsning.
Inden du påbegynder sæbebehandling af bordet, skal du fjerne snavs og pletter, som fjernes med en slibesvamp eller et stykke fint sandpapir. Bordet slibes let med slibesvampen for et ensartet udtryk. Det er vigtigt, at du altid sliber i årenes længderetning.
Undgå altid at bruge rengøringsmidler og kemikalier på bordet, da det vil skade træoverfladen.
Sæbebehandling:
Opløs sæben i kogt vand, og lad den herefter afkøle til max 20 gr. C.
Bland sæbeblandingen grundigt inden at den påføres på bordet.
Anvend svamp eller klud og påfør fladen rigeligt sæbefedt og lad det herefter trække i 3-5 minutter. Brug mere sæbe, hvis sæben tørrer ind under påføring.
Tør bordet af for overskydende sæbe.
Vigtigt. Hæld aldrig sæbeblandingen ud over møblet. Møblet kan ikke tåle en stor mængde vand, kun sæbefedt. Bliver møblet udsat for meget vand, kan tørringen efterfølgende fremkalde revner.
OLIERET TRÆ
Oliebehandlet træ fremstår med en blød overflade, hvor træets struktur bliver fremhævet.
Olie giver ikke træet en fuld beskyttelse, men fungerer som en hinde mod snavs, udtørring og fugt. Når et træprodukt er blevet oliebehandlet, vil det patinere smukt over tid.
Olieret træ skal behandles 1-2 gange årligt for at bevare træets farve. Træet bør kun påføres olie, når træet ser tørt eller falmet ud.
Oliebehandling:
Før olien påføres træet: afvask træet med en hårdt opvredet klud i lunkent vand eventuelt med sæbespåner uden syre for at fjerne snavs. Lad træet tørre i minimum en time. Skulle træfibrene rejse sig, slib meget forsigtigt med sandpapir korn 240.
Påfør olien på en tør klud og oliér langs træstrukturens længderetning. Hæld aldrig olien direkte på træproduktet. Sørg for at oliere i et jævnt og ensartet lag, også på undersiden og i kanterne for at undgå spændinger i træet. Lad olien virke i 15 minutter og fjern overskydende olie med en tør og fnugfri klud i træets længderetning.
Lad træet tørre i 12 timer inden det tages i brug igen. Gentag behandlingen ved behov.
Vigtigt: Klude med olie kan selvantænde. Opbevar den olierede klud i en metalbeholder med en smule vand.